Det sociale – at ofre for sagen
Hvis du hellere vil lytte end læse, kan du bruge denne afspiller.
Husk at der er links til alle kilderne i teksten.
Jeg havde en samtale med nogle venner den anden dag. Jeg fortalte dem, at det blev sværere og sværere for mig, at være sammen med venner, som ikke var veganere. Jo mere jeg lærer, jo flere dårlige følelser kommer der. Det bliver sværere at abstrahere fra grisens lidelser, når jeg ser en ven spise et stykke spegepølse. Det bliver sværere at ignorere de negative helbredskonsekvenser det har, og det bliver sværere at acceptere, at de bidrager til så meget død og ødelæggelse.
De er ikke veganere, men de er gode venner. Som gode venner gør, lyttede de til mine bekymringer med alt den forståelse de kunne. Det mundede ud i, at en af dem spurgte, om det så var det værd? Er det ikke bedre at stoppe med at lære mere om emnet, for at bevare venskaberne? Det var en rigtig god pointe. Der er ikke meget der er værd, at ofre noget så værdifuldt som et venskab for.
Tidligere i min plante-karriere spiste jeg bare plantebaseret for sundhedens skyld. Det var den primære, og måske endda den eneste faktor for min beslutning. Men det begyndte at halte. Jeg begyndte at spise mælkechokolade og vegetarburgere. Min personlige sundhed var ikke et stærkt nok fundament, til at jeg kunne holde mig 100% til planterne. Min kæreste foreslog, at vi satte os til at se dokumentarfilmen “Dominion” for at blive ekstra motiveret, noget jeg ellers havde sagt nej til flere gange.
Filmen var så stærk. Den fik alle mulige følelser op i mig. Jeg tænkte for første gang i hele mit liv, at jeg forstod. Jeg forstod, hvorfor mennesker er villige til at ofre sig selv for en sag. Det var så modbydeligt at se, hvad der foregår i vores verden – hvad vi mennesker har skabt af helvede-lignende vilkår for dyrene i vores produktion. Jeg fik det så dårligt. Jeg fik det så dårligt over, at jeg havde bidraget, og at skalaen er så enorm, at ingen af os rigtigt kan forstå det. I alt den tid der har været mennesker på jorden, har der været cirka 117 milliarder mennesker i alt. Det er næsten så mange landdyr, som vi avler ind i et torturkammer værre end de fleste af os kan forestille os, hvert eneste år! Og her snakker vi ikke engang om alle de dyr, vi bare dræber fra fødslen, eller om fisk (som føler smerte). I så fald ville tallet være mange, mange gange højere.
Af den grund, er jeg villig til at ofre venskaber om nødvendigt. Jeg håber naturligvis ikke, at det bliver nødvendigt, men sagen er simpelthen for vigtig. Jeg vil fortsætte med at lære så meget som muligt. Det vil jeg gøre, så jeg bedre kan hjælpe andre mennesker med, at træffe de gode beslutninger der skal til, for at få en bedre verden for os alle; ikke mindst for dyrene.
Hvis jeg får lyst til mælkechokolade nu, så tænker jeg på koen. Jeg tænker på, hvordan den stakkels ko har fået fjernet sin kalv næsten lige fra fødslen, så vi kan tage dens mælk. Jeg tænker på, hvordan den stakkels ko kan stå og kalde efter sit barn, tydeligt i stor sorg, i flere dage efter. Jeg tænker på alle de skrækkelige ting der sker i industrien, og tænker så, at det kan jeg fandme ikke være bekendt at bidrage til, bare fordi jeg har lyst til en anden slags chokolade end den veganske i dag.
Mine handlinger kan ikke redde de 92 milliarder dyr, der lige nu lever i et helvede på jorden. Men mine handlinger kan redde nogle af dem, og de kan ihvertfald gøre, at færre dyr bliver avlet ind i det i dag og i morgen, og resten af mit liv.
Tak til
Image by Freepik
