Staten redder os ikke
Hvis du hellere vil lytte end læse, kan du bruge denne afspiller.
Husk at der er links til alle kilderne i teksten.
Det brænder fuldstændig på med klimaet, planetens og menneskets fremtid. Vi er godt på vej til at overskride den grænse, hvor videnskaben siger, at der ikke er nogen vej tilbage fra. Denne artikel handler ikke om klima, men om staten. Jeg har brugt klima som eksempel, men ideen kan overføres til utallige andre emner.
Ideen er, at staten simpelthen ikke agerer ud fra vores bedste interesser. Hvis den gjorde, så ville der ske yderst drastiske ændringer. Vi har brug for store ryk i de rigtige retninger, ikke bitte små kompromisfyldte skridt. Flere vindmøller og solceller er fint, endda godt, men det er slet ikke nok. Det er som at putte et plaster på en person, der har et åbent brud.
Planeten er døende, der skal kæmpe forandringer til, og det eneste vores stat gør er, at bede os om at sortere affald og bygge flere vindmøller. Men nå ja, så er der en ny kvælstofsafgift der skal hjælpe miljøet. Men en afgift der ikke gør ondt nok, til at landbruget rent faktisk foretager ændringer, er blot endnu et perfekt eksempel på, hvordan vores stat ikke løser problemet. Endnu et plaster. Det er god optik, lidt ligesom når forældrene puster på barnets skrabede knæ, men placebo virker altså ikke på en planet.
Der er utallige eksempler på, hvordan vores stat siger at de vil tage et problem seriøst, for så at finde en “løsning” der i bedste fald standser blødningen. At problemet så er en brækket ryg, og blødningen kun skyldtes at man slog næsen, snakker vi ikke om.
Kvælstofsafgiften er et godt eksempel. Vi har et alvorligt problem med, at der bliver brugt for meget kvælstof. Det fører til en masse problemer. Det er alvorligt. Så hvad gør staten? Indfører en afgift, som på papiret lyder til, at de straffer de onde syndere. Men i realiteten er afgiften ikke stor nok, til at de onde syndere er nødt til at stoppe med at være onde syndere. De tjener bare lidt færre penge, men fortsætter nøjagtig som før. Hvad har det så ændret? Intet.
Sukkerafgift er et andet eksempel. Vi er alle for usunde og staten skal hjælpe os. Staten skal fri os fra det onde sukker, som skaber vores fedme epidemi og den samlede øgede dårligdom. Men hvorfor sukker? Sukker er slet ikke den primære årsag til vores øgede dårligdom. Der er mange årsager, men hvis vi fokuserer på sukker, så får vi ikke landbruget på nakken, og så er vores liv som politikere bare så meget nemmere.
Nå, men lad os sige sukker er den onde synder. En pose slik er stadig billigere end en pose æbler. Det er stadig billere at spise sig mæt i lyst brød, end i grøntsager. Man kan stadig købe 5 poser slik for en 50’er når det er fredag. Så hvad har sukkerafgiten afhjulpet? Intet.
At sortere affald og bygge vindmøller er rigtig fine tiltag, men de burde være 2 punkter på en liste over klimatiltag, der er hundredevis af punkter lang. Desværre ved jeg også godt, hvordan samfundet fungerer. Man er nødt til at gøre det, man kan få folk til. Det nytter ikke noget at komme med 200 nye klimatiltag vi alle sammen skal forholde os til, fordi så gider vi ikke at gøre nogle af dem. Men hvis folk kun kan tage ét tiltag til sig af gangen, og det hele er så kritisk som det er, så er man fandme nødt til at vælge dét ene tiltag med omhu. Man er er nødt til at vælge et tiltag, der gør en kæmpe! Fucking! Forskel! At sortere affald gør intet, i forhold til, hvis vi alle stoppede med at spise kød, for eksempel.
Men problemet er jo selvfølgelig, at hvadenten kød-løsningen er den rigtige eller ej, så ville den aldrig komme på tale. Partiernes retningslinjer skal følges, kompromiser skal indgås, lobbyister skal tjene deres løn og vigtigst af alt; politikerne skal genvælges. Vores system er simpelthen bygget op på en måde hvorpå, at dem der træffer beslutningerne, ikke har noget imcentiment til at foretage store ændringer. Tværtimod.
Det kommer heller ikke til at ændre sig. Vi har trænet vores befolkning godt. Hvis man snakker om, at der ikke bliver truffet gode beslutninger, så bliver systemet straks forsvaret med: “Jamen vi vælger jo selv vores politikere. Hvis folket ønskede noget andet, ville de stemme på det”.
Der er bare så mange problemer med den slags tænkning. Hvad hvis størstedelen af befolkningen ikke er informeret omkring, de største problemer i verden og samfundet? Hvad hvis størstedelen af befolkningen er ligeglade? Skal planeten så bare dø, hvis de fleste mennesker er ligeglade? Er det det demokrati betyder? Skal alle fremtidige generationer leve ulidelige liv, eller helt undgå at blive født, fordi de nuværende generationer er ligeglade?
Yderligere ignorerer det, at alt hvad der foregår på Christiansborg, går gennem utallige kompromiser. Det antager også, at befolkningen rent faktisk træffer informerede beslutninger med deres kryds, selv om vi alle ved, at mange bare sætter krydset hvor de plejer. Og sidst af alt lægger det alt ansvaret over på os, i stedet for på de mennesker som træffer beslutningerne… Det er smart, fordi så behøver de ikke stå til regnskab. Vi kan jo bare vælge nogle andre ind næste gang. Som om.
Vi kan desværre ikke bare læne os tilbage og vente på, at staten løser problemerne. De er for langsomme og ærlig talt for købte. Virksomheder og interesseorganisationer har for meget indflydelse. Systemet fungerer kun til at opretholde status quo, og status quo er vejen mod enden, bevist.
Der er for meget gift i vores drikkevand, for meget gift i vores mad, for meget gift i vores børns legetøj. Vores psykiatri er for dårlig, vores helbredssystem er for overbelastet, og vores problematikker bliver debatteret, men aldrig løst.
Jeg har aldrig hørt en politiker tale om, at danskerne tisser Round-Up ud af deres krop, hver eneste morgen. Jeg har aldrig hørt dem tale om, at alle de unødvendige giftstoffer vi ophober i vores krop, bliver givet videre til vores børn direkte med modermælken. Vi må simpelthen lære, at passe på os selv. Staten gør det ikke.
